Category: Tankestrøm

GLS forsøgte at levere en pakke til mig fredag i sidste uge, og da jeg ikke nåede at anmelde pakken om fredagen inden kl. 17, så vidste jeg at den først ville kunne blive genleveret tirsdag i denne uge, eftersom de jo så først ville læse min anmeldelse om mandagen.

Jeg har ikke været helt opmærksom da jeg sendte anmeldelsen afsted, for jeg kom til at skrive at de skulle aflevere pakken torsdag d. 12 august i sidste uge, istedet for torsdag d. 19 august i denne uge. Hovsa hovsa, men da de gør mig opmærksom på fejlen, skynder jeg mig at sende dem en mail med den rigtige dato. Her får jeg svaret om pakken sagtens kan blive leveret d. 19, altså i dag.

I dag har jeg så siddet og ventet heeeele dagen på at de skulle komme med min pakke – men intet er kommet. Så går jeg ud og tjekker min postkasse for anden post, og hvad flyver ud af min postkasse?! En fåcking seddel fra GLS, om at de har forsøgt at aflevere min pakke igår, d. 18!? Men jeg bad jo om at den skulle afleveres i dag?!

Jeg skynder mig selvfølgelig at klage og spørge om de så kan aflevere pakken imorgen, men det eneste svar de kunne give mig var “Ja, som du selv siger, så har vi forsøgt at aflevere pakken 2 gange nu, så vi kan altså ikke tage den med ud igen, så må du selv komme og hente den!”.

Nå altså!
Så nu skal jeg finde ud af hvordan jeg liiiige kommer derud, for at hente den lorte pakke altså.
Total dårlig service synes jeg!

Har du en ven som bare hele tiden kommer til dig når der er noget galt? Når der er noget personen har behov for at brokke sig over?
Så er du selvfølgelig den gode ven, der lægger en skulder til når der er brug for det og hjælper med gode råd til hvordan situationen kan vendes til noget positivt.
Undrer du dig så også over hvorfor denne ven pudsigt nok aldrig kontakter dig, når tingene går godt for ham/hende? Bliver du så også irriteret over at du kun er god nok når der er lort i drikkevandet, og du mærkeligt nok hver gang er tvunget til at være den der trækker i de lysegule gummihandsker og renser vandet?

Well, sådan en ven har jeg…
Og ja, vi taler om den samme ven som også har brændt mig af utallige gange, fordi jeg har været dum nok til at sige “Okay, vi mødes til en snak og en krammer, så går tingene nok“. Men hvor han så liiige pludselig ikke “kan overskue” det alligevel.

Det er altid de samme problemer som spøger. Jeg synes selv at jeg er god til at lytte, til at få personerne til selv at komme på idéer til hvordan de løser deres problemer og hvis det er nødvendigt så komme med små hints og trøst til hvordan man får det bedste ud af situationen. Men når man bare hører det samme igen og igen.. og igen og igen.. så bliver jeg sgu liiiidt irriteret. Okay, meget! Hvorfor skal jeg hjælpe, hvis personen alligevel ikke vil modtage? Altså hvis jeg alligevel ikke duer til noget, hvorfor så blive ved med at spørge mig om hjælp? Jeg gider altså ikke give én opmærksomhed, hvis det eneste formål er at jeg skal have ondt af personen, som sagtens kunne have været alt det selvynk foruden.

Jeg tror bare jeg har virkelig svært ved at sætte mig ind i hvordan de simpleste problemer kan gøres SÅ store at det er umuligt for personen at se noget lys forude. Jeg har bare altid været tilhænger af at hvis man har det dårligt med noget, jamen så gør man da sit bedste for at komme videre – man sætter sig da ikke bare ned på jorden og vræler som en baby, indtil der er nogen der kommer og hjælper.

Et eksempel…
A. brokker sig over at han ingen penge har, fordi han ikke kan finde noget arbejde. Når A. endelig finder arbejde, så kommer der altid noget i vejen i hans privat liv, som gør at han siger op. A. har altså ikke nogen penge, låner fra familien og vælger alligevel at bruge ikke-eksisterende penge på ferier! A. kommer hjem fra skøøøn ferie og går så igang med at brokke sig over at han ingen penge har.
Det giver ingen mening i mit hovede!?

Og det værste er at selvom jeg har forsøgt at ignorere ham, så lykkes det ham aaaaltid at finde en vej ind til mig igen. Og hvad endnu værre er at jeg bliver ved med at hjælpe, bevidst om at den dag jeg har brug for hjælp, så står han nok ikke klar med kleenex og B&J’s, for det kan han garanteret “ikke lige overskue“.

Jeg… Jeg forstår det bare ikke! Jeg…
ORK!!!

Bloggerverden udvider sig godt nok i disse dage, vi er jo nærmest OVERALT!

Vlogs på Youtube, Fansider på Facebook, Twitter, Formspring.me, og hvad kan man ellers finde derude?
Derudover er der jo også et fint udvalg af blogger-communities man kan joine. Jeg synes da det er nogle rigtig fine tiltag, men.. hvad er der blevet af bare at ytre sine meninger på bloggen? og få kommentarer på det, på bloggen? Altså, hvis man skriver alt muligt alle mulige andre steder, hvad skal man så bruge sin blog til?

Kan vi bloggere bare ikke blive set nok? Kan det ikke gå hen og blive en tand for meget?

… jeg holder mig til min old-fashion blog og min Twitter

Jeg har blogget om Kiva.org før, og det er virkelig min favorit hjælpeorganisation, for konceptet er SÅ forrygende synes jeg.

Jeg har netop givet mit tredje lån derinde, og glæder mig til at følge, hvordan pengene er med til at få en anden persons liv og drømme til at gå i opfyldelse. Hvis jeg hjælper én med et lille lån for at få livet til at køre, så kan den person jo måske hjælpe en anden, og så kan den person hjælpe en tredje og en fjerde og en… ja, you get the point.

På nedenstående billede kan du få et godt overblik over, hvordan et lån egentlig foregår.
En person eller en gruppe kan ansøge på kiva.org om det beløb de har brug for til fx. at købe nye varer til deres forretning. Sammen med andre lånere, kan du støtte indsamlingen med min. 25$.
Når personen så endelig har fået indsamlet det nødvendige beløb, så bruger han pengene til det han nu end har tænkt sig at bruge dem på, og af de penge han så tjener betaler han, over en periode, pengene tilbage til dig.
Og før du ved at det, så er beløbet 100% tilbagebetalt og du kan låne dem ud til en ny person.

Jeg har valgt at rette mit blik mod Filippinerne og støtte folk derfra, da jeg oppe i mit lille hovede synes det er en fin tanke at give lidt til det land jeg ikke voksede op i, men som alligevel fylder så meget i mit liv. Men der er jo masser af mennesker med forskellige drømme der venter på et lille økonomisk skub over alt i verden, så der er jo masser af gode sager at støtte :)

Hvad venter du på?

Cursed, since your birth dear
And your worst fears have all come true
Babe you’re not the first here on earth dear
‘Cause I’m still here
And I’m cursed too, cursed like you

Hush, baby sleep now
We all miss you, we always will

I onsdags skete det uheldige at min lille Tobias løb væk hjemmefra.
Selvom min mor og hendes veninder har ledt flere gange, var det uden held. Min mor har været helt sønderknust og har ikke kunnet sove lige siden, fordi hun har ventet på at høre ham kradse på terrassedøren igen. Hun ventede med at fortælle mig den triste nyhed indtil igår, da hun ikke ville ødelægge min studietur. Igår gik vi så rundt i hele byen og satte efterlysningsplakater op og jeg fik meldt ham savnet på diverse dyrehjemmesider.

I dag ringede politiet så lidt over middag og overbragte os Tobias’ skæbne.
Fredag blev han fundet på en sidegade til vores, og familien som fandt ham vidste ikke hvor de skulle aflevere ham, da han ikke havde sit halsbånd på. De kørte ham derfor til det nærmeste hundepensionat, hvor de godt kunne se han var stærkt medtaget af de to dage han ikke havde fået ordentlig mad og var gået rundt i kulden. Tobias blev så bragt til dyrehospitalet og her vurderede dyrelægen at han havde bedst af at blive aflivet, pga. sin afkræftethed og sin høje alder.

Min mor og jeg havde snakket om at det nok snart var tid til at vi skulle træffe den beslutning at hans dage var ovre, men jeg havde ikke lige forestillet mig det var sådan her det skulle ende.

Jeg var 8 år gammel da vi fik Tobias. Det var en impulsiv beslutning. Min storebror havde netop fået en papillon, Gizmo hed hun, og da min mor så hende, fik hun straks overtalt min far til at sådan en hund ville hun også gerne have. Og før vi vidste af det kom vi hjem med en lille hvalp. Han kom til at hedde Tobias, efter Shakespears “To be or not to be“. Jeg forstod det ikke helt dengang, men jeg har siden hen grinet lidt af at han jo så hed “To be or not to be .. ass“.

Jeg ved godt at nogen synes det er forkert at se sådan på dyr, men for mig var Tobias ikke bare en hund – han var min lillebror og min bedste ven. Vi voksede op sammen og har så mange gode minder sammen. Vi havde vores egne lege, han var altid med mig på min avisrute, vi løb sammen langs kanalen og vi puttede sammen i sofaen foran fjernsynet.

Tobias var også den primære grund til jeg havde så svært ved at flytte hjemmefra, jeg kunne simpelthen ikke undvære ham. Han var jo mit et og alt.
Men nu er det slut. Jeg tror aldrig jeg har følt mig så tom indeni og jeg græder hele tiden. Hvis jeg havde vidst at det ville blive sidste gang jeg så dig, inden jeg rejste til Holland – så havde jeg aldrig sluppet dig, så var jeg aldrig taget afsted.

Min kære lille Tobbilisting, min babyluv, min Istobias.
Hehe, når mor skulle kalde os begge ud i køkkenet råbte hun altid Nico-bias… Nu er der kun Nico tilbage.

Jeg kan ikke takke dig nok gange for vores 14 år sammen, og alle de gange du har vækket mig tidligt om morgenen for at komme ud og tisse, alle de gange du har sovet i mine arme, og alle de gange vi har leget sammen. Selvom vi ikke længere er sammen, så vil du altid være i mit hjerte.

Rest in peace my dearest

Til jer, mine kære læsere, vil jeg gerne sige 1000 tak for alle jeres støttende beskeder og gode råd. Det betyder rigtig meget for mig, og det gør det forhåbentlig lettere at komme over det store tab Tobias er i min mors og mit liv. Jeg er rigtig taknemmelig for jeres trøstende beskeder og jeres tanker. Tak!

Jeg havde en helt fantastisk oplevelse midt på Limfjordsbroen her til formiddag. Det tisregnede og jeg gik og puttede mig under min store paraply, mens jeg havde den søde Jason Mraz syngende i mine øregange.

Da jeg kom op på broen kunne jeg se der var en mand som kom løbende i modsatte retning langt foran mig. Da han var lidt tættere på mig blev han forpustet og holdte op med at løbe, og da vi nærmede os hinanden gik jeg helt ud til siden så vi kunne gå forbi hinanden.

Men manden stopper op og kigger på mig, så jeg tager min ene høretelefon ud og forventer at blive spurgt om noget så simpelt som “Ved du hvad klokken er”, nu hvor han sådan kom løbende før.
Istedet åbner manden storsmilende munden og siger “Hej! Jeg håber at du får en helt vidunderlig dag!” og gav mig et lille klem på armen. Jeg smiler tilbage og siger “1000 tak, jeg håber det samme for dig!” og så går vi igen i hver vores retning.

Jeg lagde først mærke til at manden nok var mentalt handicappet da han kom helt tæt på og jeg kunne se ham i øjnene da han snakkede til mig, men uanset hvad gjorde den mand mig simpelthen så glad! Jeg ville ønske at andre mennesker turde gøre den slags, for jeg har gået og smilet hele dagen over at den rare mand helt gav mig glædeskuller i maven.

Aldrig har jeg været så lykkelig i regnvejr!

Det er faktisk noget jeg tit har tænkt over, altså det der med at komme i kontakt med fremmede mennesker. Vi snakkede faktisk også lidt om det til vores bloggermiddag.

Jeg kommer jo fra en lille by, hvor de fleste mennesker kender hinanden på den ene eller anden måde, eller idet mindste ved hvem hinanden er og jeg er vokset op med at det er helt normalt at hilse på folk når man møder hinanden på fx. fortovet, også selvom du ikke kender dem. Nu er jeg jo så flyttet til Aalborg og nogen gange tager jeg mig selv i at sige “Godmorgen” til folk jeg møder på vej til skole, og folk kigger bare SÅ mærkeligt på mig. Som om jeg er en eller anden idiot der prøver på at gøre dem fortræd, ved blot at hilse pænt.

I sidste uge da jeg stod i Rema1000 stod der en ældre dame ved siden af mig og pakkede sine indkøb ned i sine poser. Vi var kun os og så kassedamen, og pludselig udbryder den ældre dame “Årh jeg må også hellere skynde mig og få pakket mine ting ned, inden den næste kunde kommer“. Så smilte jeg til hende og sagde at vi indtil nu kun var os, og at hun da nok skulle kunne nå det hele. Og bum, lige pludselig stod vi alle tre og snakkede om Aldi og “det var da også for dårligt at de ikke har nogle bedre indpakningsborde ved kasserne”, og det førte så til at den ældre dame forklarede os at hun havde været i Aldi og at de ikke havde noget hyldebærsaft, og så kom vi til at stå og snakke om den hårde vinter og at hyldebærsaft var så dejligt, så dejligt. Før jeg vidste af det, så havde jeg stået og snakket med 2 totalt fremmede mennesker i næsten 15 minutter, og alt jeg skulle have derinde var mælk, rugbrød og tulipaner!

Jeg bliver bare så glad af det. Og ja, så kan du jo nok også godt regne ud at jeg også er typen som altid siger “Tak” og “Jeg håber du får en dejlig dag” til ekspedienter.

Siden hvornår er det blevet normalt at vi SKAL kigge ned i jorden når vi går forbi et menneske vi ikke kender?
Siden hvornår er det blevet unormalt at være høflig og sige hej eller snakke med mennesker i fx. et supermarked?
Jeg er ked af at vi lever i sådan en verden, for man bliver meget mere lykkelig når man kommer gående og pludselig får et lille klem på armen og et “God dag” på vejen.